Andelskassen og usikre pengeinstitutter Andelskassen har i den seneste tid været nævnt i pressen i forbindelse med en rangliste over pengeinstitutter i Danmark udfærdiget af NiroInvest, og i forbindelse med de påbud der er givet en række pengeinstitutter efter inspektion af Finanstilsynet.
Senest har andelskassen også været nævnt som et af de pengeinstitutter, der kunne være i farezonen. Det kan ikke nægtes, at andelskassen har haft et meget dårligt halvårsregnskab med store nedskrivninger. Nedskrivningerne skyldes ikke at andelskassen har været ude i store spekulationsprojekter, men er en følge af de seneste års krise og faldende værdi på alle typer ejendomme, også almindelige beboelsesejendomme.
Nedskrivningerne er foretaget efter Finanstilsynets undersøgelse i juli og august måned i år og er en følge af væsentlige ændringer i Finanstilsynets vurdering af visse engagementers bonitet og sikkerhedernes værdi set i forhold til tidligere. Andelskassen har efter tegning af ny kapital fortsat en god solvens. Den faktiske solvens udgør ved udgangen af 3. kvt 14,61 %.
Det individuelt beregnede solvensbehov udgør 11,76 % altså en acceptabel afstand på 2,85 %. Som følge af tidligere sammenlægninger med andre andelskasser, skal der imidlertid ifølge loven beregnes en mindstekapital som udgør et fast beløb på 27,1 mill. svarende til 13,97 %. Det er det største af disse to tal, beregnet solvensbehov og mindstekapitalen, der ifølge loven skal anvendes som solvensbehov, d.v.s. 13,97 % , hvilket medfører en meget snæver margin til den faktiske solvens på 0,64.
Andelskassen arbejder for at øge denne afstand gennem yderligere tegning af kapital og forbedring af indtjeningen. I modsætning til en række andre pengeinstitutter har andelskassen ikke statsgarantier der forfalder i 2013. Andelskassen har endvidere en god balance mellem indlån og udlån. Almindelige indlån fra kunder har i de senere år oversteget udlånene.
Tilsynsdiamanten anbefaler en funding ratio under 1,00, andelkassens er 0,78 . Andelskassen opfylder de 4 af 5 grænseværdier i Finanstilsynets tilsynsdiamant. Andelskassen overskrider grænseværdien for store engementer. Et engagement betegnes som stort når det udgør mere end 10% af basiskapital.
Andelskassen sum af store engagementer udgør 185 %. Tilsynsdiamantens målepunkt er 125 %. Andelskassen forventer at opfylde målepunktet inden udgangen af 2012. Der henvises i øvrigt til kvartalsrapporten for 3. kvartal, 29-09-2011
Redegørelse fra Finanstilsynet 2011 I henhold til § 347 a og § 373, stk. 4 i lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelse nr 309 af 26-03-2010, skal penge- og realkreditinstitutter offentliggøre Finanstilsynets vurdering af instituttet. Efter inspektion i Andelskassen i april måned 2011 har Finanstilsynet udarbejdet følgende notat til offentliggørelse: Redegørelse om inspektion i Andelskassen J.A.K.Slagelse.
Download her til højre Andelskassens kommentarer
Finanstilsynets undersøgelse har været en opfølgning på Tilsynets undersøgelse i april 2010. Nedskrivningerne skyldes i væsentligt omfang ændrede vurderinger af de gennemgåede engagementers bonitet og sikkerheders værdi. Andelskassen har taget Finanstilsynets vurderinger til efterretning og indarbejdet de påbudte nedskrivninger i halvårsrapporten pr 30.06 2011.
Andelskassen har endvidere taget skridt til at øge andelskassens faktiske solvens gennem nytegning af kapital og øget indtjening. Andelskassen vil endvidere tage skridt til styrkelse af forretningmodellen. Med henblik på styrkelse af såvel regnskabsfunktionen som kreditstyringen, er der allerede pr. 1. januar 2011 ansat en controller.
Det er bestyrelsens opfattelse, som den ser det nu, at det tjener andelskassens kunder og andelshaveres interesser bedst at fortsætte som selvstændigt pengeinstitut. Det er endvidere bestyrelsens opfattelse, at det er muligt gennem større indtjening og tegning af kapital at imødegå de fremtidige krav til dækning af nedskrivninger og stigende kapitalkrav fra myndighederne. 30-06-2010
I henhold til § 347 a og § 373, stk. 4 i lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelse nr 309 af 26-03-2010, skal penge- og realkreditinstitutter offentliggøre Finanstilsynets vurdering af instituttet. Efter inspektion i Andelskassen i april måned 2010 har Finanstilsynet udarbejdet følgende notat til offentliggørelse: Redegørelse om inspektion i Andelskassen J.A.K.Slagelse Du finder notatet som PDF i boksen til højre. Eller downloader her.
Andelskassen har taget Finanstilsynets påbud til efterretning og efter følgende udfærdiget de nævnte skriftlige forretningsgange og møde referaterne vil fremover blive udfærdiget så de giver en bedre beskrivelse af de drøftelser, der har fundet sted. Andelskassens faktiske solvens pr. 31.3. 2010 er stærkt påvirket af 1. kvartals nedskrivninger. 2. kvartals resultat forventes væsentligt bedre ligesom der også ventes positive resultater i 3. og 4. kvartal. Herudover vil afstanden mellem beregnet solvensbehov og faktisk solvens blive øget gennem tegning af yderligere kapital. Efter afslutningen af halvårsregnskabet pr. 30.6. 2010 kan der tilføjes , at den faktiske solvensprocent der pr. 31.3. 2010 udgjorde 14,1 % er forøget med 1,1 % til 15,2 %. Forøgelsen er sket som følge af et positivt resultat i 2. kvartal og tegning af yderligere kapital. Der henvises i øvrigt til halvårsrapporten 2010.

Illustration til årsrapport af Dorte Andersson: